NGC repræsenterer Danmark i det europæiske 1+ Million Genomes initiativ (1+MG), der startede i 2018. Initiativets formål er at muliggøre sikker adgang til genomdata på tværs af Europa. Visionen er, at genomdata skal kunne tilgås på tværs af grænser, men uden at data sendes ud af landet. Analyser skal foretages lokalt, og resultaterne skal efterfølgende sammenkøres. Fokus er på sygdomsforebyggelse, diagnostik, personlig medicin og forskning.
NGC deltager også i Genomic Data Infrastructure projektet (GDI), som er er en del af 1+MG initiativet. Projektet skal sikre opbygningen af en sikker og langsigtet fødereret datainfrastruktur, hvor metadata udstilles i en fælles europæisk platform, og hvor data kan tilgås og analyseres inden for de enkelte landes grænser. Det er alene analyseresultaterne, der kan sendes ud af landet. Projektet involverer genomdata og kliniske data fra databaser i hele Europa og vil blandt andet fokusere på kræft- og infektionssygdomme samt sjældne sygdomme. Projektet er finansieret af EU og de deltagende lande.
The Genome of Europe (GoE) projektet er også et projekt under 1+Million Genomes. Formålet med GoE er på sigt at opbygge et netværk af genomiske referencekohorter over befolkningen i Europa. Intentionen er i første omgang at inkludere mindst 100.000 europæere bosat i de deltagende lande og på sigt at inkludere op til 500,000 personer.
Sidst men ikke mindst deltager NGC også i Beyond One Million Genomes Plus (B1MGplus)-projektet, der gennemføres i samarbejde med GDI- og GoE-projekterne for at understøtte 1+MG initiativet. I projektet bidrager NGC både til etableringen og den efterfølgende drift af et European Digital Infrastructure Consortium (EDIC), og så driver centret et delprojekt om sundhedsøkonomi, der skal styrke anvendelsen af genomdata i sundhedsvæsenet ved at indsamle og skabe ny viden.